Legg historiske godbitar ut på ny nettside

Olav Sataslåtten har støvsugd bygdebøker og lokale arkiv på jakt etter historiske godbitar. Målet er å formidle lokalhistorie frå Hallingdal.

I sommar lanserte han ei eiga side om folkemusikktradisjonane i Hallingdal. Den har hatt 5000 besøkande.

Forrige veke kom nettsida hallingminne.no med 20 artiklar frå skriftlege kjelder om Hallingdal. Første veka hadde han 1000 besøkande og over 12.000 visingar på artiklane.

– Heilt fantastisk. Eg lurte på om marknaden var dekt. Men det viser seg at historie har appell, seier Sataslåtten.

Overskotsprosjekt

Olav Sataslåtten, som er barnebarnet til den kjende spelemannen frå Ål med same namn, kallar det eit overskotsprosjekt.

Og det må det vere. Til dagleg er ålingen tilsett i Riksarkivet i Oslo der han for det meste driv med forvaltning av dokumentasjon. På fritida har over 1000 timar gått med til å dokumentere lokal historie. Til no er 160 artiklar publisert på folkemusikksida hallingspel.org. Mykje av dette materialet har leidd vidare til stoffet som no blir publisert på hallingminne.no.

– Når ein først finn materiale om folkemusikken, vil det vere mykje stoff knytt til ikkje berre spelemenn, men også om lokalmiljøet, seier Sataslåtten.

– Kvifor gjer du dette?

– Det handlar vel om røtene til Hallingdal. Mange meiner eg er dum som gjer dette ulønt. Men økonomi er ingen drivkraft, seier Sataslåtten, som for nokre år sidan flytta heim att til Torpo.

Ambisjonen er å formidle seriøs lokalhistorie.

– Eg har funne vanittig mykje stoff om forholda i Hallingdal i tidsperiodar som ikkje er skildra så mykje.

Meir på lager

Blant dei 20 første artiklane som vart publisert forrige veke, finn ein skildringar av Hallingdal og hallingar heilt tilbake til 1632.

Her er også skildringar av hallingdialekt og bryllaupstradisjonar, og ikkje minst det fornøyelege «Reisebreve og Folkelivs-Studier» frå 1880. Her handlar det om sterke hallingar, dans mangel på reinslegheit. Fleire av artiklane er oversett frå gotisk.

– Det er ein bonus av å arbeide i Riksarkivet. Mange kollegaer gir opplæring i gotisk og arbeider med mellomaldertekstar og gotiske tekstar. Det er eit sterkt fagmiljø.

Sataslåtten seier han har støvsugd lokale arkiv og bygdebøker på jakt etter spennande historier. Han lovar meir i tida som kjem.

– Det veks og veks, dette. Eg har mykje liggande. Mykje er berre eit tastetrykk unna.

Brev frå 1841: «Gaarden Aasen i Hallingdasfjeldet»

Peter Johan Colletts brev frå Stavn i 1841 til Camilla Wergeland, seinare Camilla Collett. Transkribert av Olav Sataslåtten. Henta frå hallingminne.no. Brevet er korta ned.

Tirsdag l5de Juni 1841.

Jeg ligger her og kradser med en Blyant høit oppe paa Fladen af en nøgen Kol i Hallingdalsfjeldet. Min Kol rager saa langt ud over Bjergskraaningen at jeg beqvemt kan oversee hele Flaa Sogn. Dybt dybt under mig strækker Dalen sig hen, i hvis Bund Hallingdalselven slynger sig i Form af et fortsat latinsk S; det seer egentlig ud, som den hele Dal var bleven til for dens Skyld. Næsten hele Dalbunden optages af den og Fjeldene ere dens Bredder. Hvor vidt jeg seer heroppe! min Plads egnede sig til Speidested for en ørn, herfra maatte den kunne eontroliere hvert Kid i Flaa-Annex. Om Søndagseftermiddagene komme ogsaa Sønnerne og Døttrene fra den eneste Fjeldgaard, som ligger her oppe paa Bjergplateauet, herhen, lægge sig paa Maven og see ned til Gaardene, somligge i Lierne nedenunder. Elven danner midt I sit Løb nogle smaa Holme, der ere begroede med Løvskov og dette Parti danner en smuk Modsætning til de mørke Aasliers Tristhed. Thi disse ere som sædvanlig begroede med Gran og Furu, der nu mod Aftenen blive ganske sortagtige. De smaa Holme synes at vide dette og coqvettere ret med deres Skjønhed i det blanke Vand.

Midt imellem Husene seer jeg endnu en tyk Røg; der sidder den gamle Knud ved sin Mile og brænder Kul; jeg besøgte ham for en Timestid siden. Han er Lægdsmand nede hos Smeden og skal fødes hos ham i 4 Dage, dernæst skal han hen til en Nabogaard, hvor han skal forblive i 14. Det er ikke saa let at passe en Mile forsvarligt, Camila: Regen lægger sig for Bringen, og man tør ikke sove fra den; men derfor fik Knud ogsaa en prægtig Middag. Den bestod af en Kop suur Melk, kogte Potetes og Bygmeelspandekage med en Smule suur Rømme i Midten. Og medens han pillede sine Potetes med de sodede Hænder og engang imellem skottede hen til Milen, om Luen maaskee skulde slaa ud gjennem Jorden noget steds, fortalte han om sin Søn, der var Skomager i Holme strand, om sin Datter der tjente i Drøbak og om Krigs aarene i 1808. Datteren havde han besøgt, men om Søn nen vidste han ikke enten han levede eller var død; hun havde Intet hørt fra ham i 6 Aar, og nu var han for skrøbelig til at gaa til Holmestrand og spørge efter. Han havde ogsaa seet Huldra, medens han i sin Barndom vog- tede Qvæg i Krydsherred; hun havde seet hende saa skjel ligt som han nu saa mig: det var et deiligt Qvindfolk, men nogen Hale fornam han ikke. Han havde just drevet Køerne ud om Morgenen og Solen skinnede i Skoven; da overfaldt der ham pludselig en sælsom Dvale og han Lagde sig ned og nu hørte han tydelig hvorledes det rundt om ham klang som af hundrede deilige Bjælder. Det var Huldren, som drog forbi med sine Køer. Og da han atter vaagnede fuldkommen af sin Dvale, saa han hende endnu høi og fager i sort Stak og Koerne gik rundt om hende. Han havde et klogt Ansigt den gamle Fortæller og en tilbageheldende Pande, der var noget Classisk ved ham. Men nu maatte han atter ind i Røgen og skuffe Jord paa sin Mile. —

Den Gaard, jeg seer ved Siden af Milen, og hvor vi ogsaa vare inde, tilhører en ung Familie; Manden er idag til Sæters for at gjærde og kommer ikke hjem før næste Løverdag. Under Loftet i Spærrestuen hænger en Vugge i to lange Toug, og en ung Kone er idelig henne og svinger den og løfter paa det bløde Faareskind, der bedækker den; jeg maatte ogsaa vugge den en Stund, medens Konen gik ud for at skaffe os Melk. Men da hun kom ind igjen, græd dog Barnet trods alle mine Anstrengelser; Konen var kun 22 Aar gl. og har en Stemme saa klangfuld som Sølv og er desuden ret vakker; og der var en saadan øm hed i den Maade, hvorpaa hun spøgte med sit Barn, da det havde diet sig mæt, som man sjælden merket hos saa fattige Folk. —

Nu bliver det dunklere og dunklere dernede hos mine Venner paa Stavn; kun den hvide Røg fra Knuds Mile viser sig stedse tydelig. Høiere oppe paa Aasiden lige overfor mig, skjelner jeg Gjenstandene bedre. Og bagen for denne Aas rager Krumningen af et nyt Fjeld med hvide Snepletter paa, frem, ligesom den opskudte Ryg af en stor lurende Ulv. Jeg kan ikke høre Elven bruse dernede, men jeg seer den endnu paa et Par Steder glimte klar og skinnende. Heroppe om Kollen suser det sagte i Trætoppene. Nu er det Jutulernes og Bjergtroldenes Tid: nu begynde de at sysle i Bjerget, og nu driver Huldren sine Koer paa Græs, derfor maa Qvæget ud af Skoven paa denne Tid. Myeket de er ti qvar ei Bygd Ti de djupe Dale, Her paa Fjeld har Sole drygd Me ea gaa taa Gale.

Hvor jeg er alene heroppe! Mine Reisekammerater ere hjemme paa Gaarden. Jeg hører kun en Jente kalde paa Koerne langt borte. Fjeldene ligge saa stumme, saa uendelig stumme; og Himmelen hvælver sig høi og blank over det Altsammen. Hvor langt det dog er mellem Menneskene og Gud! Hatt ich Siebenmeilstiefeln Ging ich über alle Bergen Zu dem Haus der Liebsten hin.

Hvilken simpel liden Stat, hvilken Eensformighed og dog hvilken Kjæmpen! Det er Vanen, som gjør Alt dette fordrageligt for disse Folk og som binder dem til dette ublide Sted. Sønnen var velskabt og stor og mild, og fandt Livet ret fornøieligt, og over hans Søstre var der en stille nordisk Blidhed udbredt i Forbindelse med et vist Skjel- meri, der just gjorde dem til norske Fjeldnympher. Mari, den ældste. viiste mig alle sine Søljer og sine Baand og Trøier henne paa Staburet og tilstod, at det nok kunde Haende, at der vilde indfinde sig en Beiler næste Lover dags Aften. Hvor eensformigt dette Liv dog gaaer og hvor faa Glæder; om Søndagseftermiddag gaaer hun maa skee hen paa Kollen, hvor jeg laa, seer ned i Dalen til Gaardene. Der var noget ubeskriveligt Længselsopvæk Kende, da Solen skinnede over de store Skovstrækninger omkring huset og faldt med lange dybe Skygger hen mel- lem Granerne. Mari gik ud paa Bakken og hugede (kauede) og strax svarede Jeslejenten henne i Skoven. Dette er dog en Underholdning, en Art Samtale paa langt Hold. Mari sang ogsaa en Lokkevise, som jeg har skrevet op. Hør hvor smuk den er: Saa lokke vi over den Myra Til Rolighoug, til Rolighoug. Der kom alle de urolige Dyra. Kom Ko, kom Kalv, kom Kyra. Kom en Smed med Hammar og Tøng. Hen sætte sit Mærke paa Stutens Hødn, Det voldte den stalkede Lensmand. Række Smette! langt fram! Kinnopussi,. Kimprepussin, Sje Hulibrand!

Denne Hugen er en Art Telegrapheren, den erstatter tildeels Aviser, derfor veed ogsaa hver Fjeldjente nøiag tigt, hvor der ligger Folk med Qvæg i Skoven og hvorlangt enhver tør bede. Kun ved Jonsoktider er det fordeel agtigt at bo paa Aasen. Da er der nemlig «Fjelddans» paa Grændsefjeldet mellem Nummedal og Hallingdal. Der løber nemlig en Budstikke om fra nogle enterprenante Folk, der indbyder Nummedølerne og Hallingerne at møde paa en Fjeldslette oppe i Marken til en vis Aften. Her kommer da de nærmeste Beboere, ofte en to a tre Mile fra — sammen; de Unge dandse paa Græsmarken som oftest i en skjærende Nordenvind og omgivet af hvide Sneepletter paa Skrænterne, og Mændene røge Tobak, raadslaa, drikke Brændeviin og ride i kap. Slig Fjelddands holdes en Gang om Aaret efter gammel Vedtægt, men ender ofte med Saar og blodige Pander, thi mellem Nummedølerne og Hallingerne hersker fra gammel Tid Jalousi, og naar Brændevinet stiger dem til Skallen, vaagner den. Da stræber det ene Parti at rydde Pladsen for det andet, og da flygte Jenterne medens Slagsbrødrene afgjør Sagen».